Af Kirsten Bitsch Lang, antropologi- og journaliststuderende, kirstenhnbitsch@gmail.com
Philip Rasmussen vasker altid sit ansigt, når han har været på toilettet, og så bruger han sukker i kaffen. Det har han fået med sig efter sine rejser til Mellemøsten, hvor han også har oplevet, at mødet med mennesker under andre livsvilkår har givet ham et større perspektiv på verden og sig selv.
”Når jeg ser mit Facebook-news feed, er halvdelen fyldt af arabere, der skriver eller liker et eller andet mærkeligt,” fortæller Philip Rasmussen på 25 år, der studerer Mellemøstens sprog og samfund (arabisk) på Københavns Universitet. Interessen for arabisk begyndte, da Philip rejste til Jordan efter 3.g for at gå på sprogskole. Rejsen kom til at vare to år, hvor Philip blandt andet brugte 15 måneder i Jerusalem på at hjælpe børn fra Syrien og Irak med hjerteproblemer.
Ingen flygtning uden undtagelse
”Jeg synes, det skaber værdi og perspektiv at rejse ud. Både på livet derhjemme, men også et andet perspektiv på verden,” forklarer Philip, der stadig rejser meget. Blandt andet har han brugt en sommerferie på at blaffe til flygtningelejre i Tyrkiet. Han mener, at hans empatimuskel skal trænes kontinuerligt, og det bliver den, når han møder mennesker, der lever under sværere livsvilkår, end han selv gør. Samtidig skaber rejserne et mere nuanceret billede af virkeligheden:
”Det er blevet sværere at være helt så firkantet. Måske fordi man møder så mange undtagelser på for eksempel flygtningesituationen eller måder at være kristen på,” forklarer han.
Med Gud og Guds folk i backpacken
For Philip er det vigtigt at have tid til de mennesker, han møder, og han opfordrer til, at man ikke nødvendigvis vælger pakkeløsningen, når man rejser: ”Med en timet og tilrettelagt plan, går man måske glip af mange af de situationer, som de mennesker, man kommer ned til, faktisk lever i,” mener han.
Han har altid rejst alene, og det har været et aktivt valg for ham, da det både skaber mere fleksibilitet og giver mulighed for at møde mennesker på en anden måde. Philip har haft stunder, hvor ensomheden fyldte, men det var også der, Gud kom mest til syne. I Jordan var det en kirke, der gav ham det fællesskab, han havde brug for, og sådan har han gang på gang oplevet, at Gud og Guds folk har båret ham igennem.
”Jeg er kommet hjem med en større tro på mig selv i mødet med nye mennesker. Det var dejligt at opleve, at man kunne komme uden særlige kvalifikationer, og så alligevel få lov til at give noget igen til de mennesker, der gav mig så meget,” fortæller han.
Vil du gøre noget?
Står du og mangler et praktikophold, eller vil du gerne afsted som volontør? Læser du til lærer, pædagog eller noget lignende?
I Athen arbejder danske Dan og Patricia Kirk Biswas blandt uledsagede, mindreårige flygtninge i den dansk-græske organisation Faros. Faros har et drop-in center i Athen, hvor uledsagede flygtningebørn kan komme ind fra gaden og få socialrådgivning, hjælp til at finde et sted at bo, fodboldskole, mad og undervisning. Kontakt biswas@faros.org.gr hvis du vil høre mere.