Af Brian Christensen, studentermissionær for Luthersk Mission i Cambodja
Cambodia er et buddhistisk land mellem Vietnam og Thailand. Et land, hvor borgerkrigen fra 70’erne og 80’erne stadig sætter et tavst præg på mange menneskers liv. Et land med en helt ubegribelig stor kløft mellem rig og fattig.
Her prøver et lokalt KFS – SONOKO – at få fodfæste på universiteterne. SONOKO havde sin spæde start for omkring 20 år siden. Missionærer fra mindst seks lande har været involveret i løbet af den tid. Vi har været engageret i SONOKO i tre år, og her er lidt om, hvad vi har oplevet.
Det SONOKO, vi først mødte, var under ledelse af to missionærer og fem lokale medarbejdere. Arbejdet var inde i en god periode. Der var fokus på at udvikle én af de lokale til at overtage rollen som generalsekretær. Der blev lagt planer med optimisme. Men tingene vendte. En af de lokale, mest modne kristne, sagde op for at fortsætte studierne, og få dage efter druknede den person, som vi alle troede skulle være den første lokale generalsekretær.
Det var en kæmpe mavepuster for arbejdet. Sorg og mismod lagde en dæmper på alt. Og midt i dette rejste den amerikanske generalsekretær så hjem og overlod arbejdet til en ny missionær fra Korea. Efter kort tid blev han syg og var ikke i stand til at lede arbejdet i 5 måneder.
Den ledelsesmæssige omvæltning har gjort det svært for os at finde vores plads i studenterarbejdet. Der har simpelthen ikke været tid til at få os rigtig på plads. Vi har medvirket, hjulpet og fundet på. Men vi føler ikke rigtig, at det er blevet som det skulle.
Hvad har du gang i, Gud?
Sygdom, dødsfald og mennesker der flytter videre. Er det ikke i din hånd, Gud?
Det er ydmygende at stå i et arbejde og føle, at vi ikke bidrager med særlig meget. Vi stiller os til rådighed og venter og finder andre ting at gøre imens. Vi prøver at være tro i det små og beder, for Gud vidste, hvad der ville ske, og alligevel sendte han os her.