Christian Vestergaard, Bangladesh.
“Som barn boede jeg her sammen med mine forældre, og jeg ville gerne tilbage til Bangladesh igen. Men den primære årsag til jeg nu har været her i en del, år skyldes min glæde over det tværkulturelle arbejde, samt en vilje til at følge den plan, jeg tror, Gud har for mit liv.
Jeg fik en konkret henvendelse fra den kristne institution, hvor jeg nu arbejder. Hurtigt sagde jeg mit arbejde i Danmark op og rejste til Bangladesh. Jeg er rejst ud på egen hånd, men har fået god hjælp af Danmission og den danske a-kasse.
Det var til stor hjælp at fornemme, at der var brug for mig herude. Det blev en bekræftelse på Guds kald og svar på mange af mine bønner til ham.
Derefter har udfordringerne været de faglige med at starte og drive en tværkulturel skole, med en tværkulturel stab i et politisk klima, der gør vores tilstedeværelse usikker. At finde en model, der tilgodeser de mange forskelligartede behov og ønsker og samtidig at sætte kvalitetsniveauet højt, er stadig en stor udfordring.
At finde ud af, hvordan jeg som kristen kan være en del af kirken og bære med, så den vokser er måske den største udfordring. Som veluddannet og ligeså rig som de rigeste nationale medarbejdere er det nemt at få indflydelse og magt, men det er ikke nødvendigvis det, kirken her har brug for. Forbøn for og samtaler med kirkens ledere og medlemmer, deltagelse i en teengruppe, medleven i vores lokale menighed, at være en god nabo og i alle disse relationer, at mennesker bliver bragt ind i (tættere) fællesskab med Gud, kan kun ske, hvis jeg selv stadig søger tættere ind til Gud.
Ingeborg og Arne Kappelgaard, Rumænien
Arne:
“Vi blev opfordret af IFES (en international kristen studenterbevægelse) til at tage til Rumænien et år, og KFS bakkede os op. Jeg, Arne fik et et stipendium, der gjorde det muligt at læse ved den ortodokse kirkes fakultet 1981-82 og have Ingeborg og vores 2-årige barn med. Det var en spændende udfordring både sprogligt, teologisk, praktisk, kulturelt – og åndeligt. Jeg modnedes meget personligt. Da 3 måneder var gået tilsyneladende med næsten ingenting, var det kaldet alene, der holdt mig fast. Men det år har været en rigdom for livet.”
Ingeborg:
“Åndehullet var international bibelkreds hver uge i vort hjem. Rumænere måtte ikke besøge os – men gjorde det alligevel af og til. Vi fik afrikanske og rumænske venner, der sagde, at det var en opmuntring for dem, at vi boede sammen med dem som medkristne og ikke bare kom på hurtige besøg. Vi deltog i gudstjeneste i mange forskellige kirker. Forbøn fra familie og venner i Danmark var en stor opmuntring, og vi fik mange små tegn på Guds konkrete omsorg. Det prøver vi at tage med os resten af livet.”
Marianne Højlund, Rumænien
“Grunden til at jeg rejste ud var et længe næret ønske om at “komme ud”. Det startede med 1/2 år i Sierra Leone med Mercyships, Anastsia. Vi var 400 ombord fra vist ca. 30 nationer. Jeg trivedes med arbejdet som operationssygeplejerske på skibet, hvor det blev til lange dage i starten med ofte 14 timers arbejde. Det som gjorde det så godt der, var den hjælp, vi kunne yde i et land, som havde været igennem diktatur de sidste 25 år, men som nu havde håb for fremtiden. Borgerkrigen kom så desværre ca. 2 år senere.
Jeg kom til Rumænien 1/2 år efter uden at vide ret meget om landet. Jeg vil ikke anbefale andre at være så uvidende, som jeg var, men jeg ønskede at komme til et østeuropæisk land, for jeg havde venner, der havde været der under kommunismen. Det der “reddede” mig i starten var ikke mindst den omsorg, jeg oplevede fra de rumænere, jeg arbejdede mest sammen med og som var fuldt ud troværdige – det var lidt af et særsyn fandt jeg senere ud af. Det blev en god ballast til de problemer, jeg senere kom ud for. Jeg var ene dansker i området, så selvom familien, jeg blev tilknyttet, kunne engelsk, var jeg fra starten klar over, at rumænsk for mig var et “must” – også for at kunne lære mere om den nye kultur. De to ting hænger bare sammen
Jeg oplevede, at det var et meget meningsfuldt arbejde – meget konkret. Men det var også svært. F.eks når jeg oplevede at mine gode intentioner blev fordrejet eller brugt imod mig, eller når jeg mødte mistro og jalousi, ikke mindst i det offentlige regi, som på sygehuset, men jeg havde god hjælp af venner, som kendte systemet og tankegangen indefra. Selve arbejdet, anerkendelsen af det, der blev gjort; at der var brug for ens indsats, de mange konkrete opgaver, der skulle løses: Det kunne ikke være bedre
Jeg kan til sidst sige, at da jeg flyttede til en anden by efter de første 7 1/2 år; jeg var i Rumænien i 13 år, fik jeg en del internationale kontakter og oplevede, at jeg egentlig ikke havde savnet det. Tværtimod blev det næsten for meget, jeg savnede at bo blandt rumænere i Rumænien – det var det rigtige, syntes jeg.”