Vi ønsker i udvalget for international mission i KFS at opmuntre til, at studerende tager på en praktik i udlandet som en del af deres uddannelse. Et kortere eller længerevarende ophold i udlandet giver de studerende gode muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt, og det ønsker vi, at flere skal få lov til at opleve! Vi vil derfor gerne formidle, hvilke muligheder der er pt, men også på længere sigt være med til at udvikle og gøre de kristne udlandsorganisationer opmærksomme på, hvilke muligheder der er for dem, og hvad der er af krav fra de studerendes side.
Hvad dækker udtrykket udlandspraktik over?
Vi tror, at der ligger en vigtig mulighed for faglig og personlig udvikling ved at tage af sted til udlandet ifm. sit studie. Det at se at tingene kan gøres på en anden måde og få de vante forestillinger lidt på afstand, kan ofte åbne op for nye ideer og kreativtet. Et klassisk eksempel på et udlandsophold ifm. sit studie, er at læse ved et udenlandsk universitet. Hvis man vælger at læse i et land, hvor man ikke må rejse til som missionær og derved får mulighed for at dele evangeliet med sine medstuderende, vokser perspektiverne med opholdet! Det kunne også ske ved at rejse til et land, hvor der er en stor og velfungerende studentermenighed, som giver én fornyet gejst og energi med hjem til den danske studiehverdag? Eller ved at rejse ud på et klinikophold i et øde område, og igennem den hjælp, man yder til sine medmennesker, viser evangeliet. Mulighederne er mange, kun fantasien sætter grænser.
Hvor kommer ideen fra?
En fra vores udvalg har læst et semester i Singapore; her oplevede han, hvordan det lokale studenterarbejde arbejdede målrettet på, at deres studerende minimum en gang i deres studietid skulle tage af sted på et såkaldt mission trip. Hver sommer var der projekter af 3-10 ugers varighed; alt fra sommerkurser på et kinesisk universitet, skovredningsprojekter, gademission i Vietnam, tilbud om hjælp til japanske studerende med engelsk etc. Beretninger om de mange, der var blevet hjulpet og omvendt igennem disse projekter gjorde et stort indtryk. Og når man så dertil lægger den store oplevelse og personlig udvikling, det var for de studerende, der rejse af sted, så er der ingen grund til ikke at introducere denne ide i Danmark.